Kære Karry Kiggles

Har du undt i dit hoved?

Skal du være sombi du er jo død eller lever du som

et genfærd eller hvad?

Fra Pia og Peter.

Jeg er ligeglad med alt hvad de siger eller skriver til mig. Jeg gik i seng. Men fik et mareridt...

Jeg gik ad en lang øde vej, jeg gik bare gik og gik ud ad vejen uden at se mig tilbage. Men lige pludselig hørte jeg en lyd og vente mig om. Der stod to børn jeg kente Pia og Peter. De løb over mod mig og råbte noget om nogle alt ædene vareulve. Pia greb min arm og fik Peter til at tage fat i den anden arm. Så ville varulvene først æde mig. Men de spiste kun mine ben. Pia tog et stykke kød op af lommen, og gav det til varulvene så gjorde de ikke dem noget. Peter tog sammen med Pia mig hen til et sindssygværksted, og skar mig op. Nu var jeg nede hos helved. Der slog de katten af tønden. Men til sidst havde de ikke flere katte og så brugte de mig. Jeg satte mig op og så at jeg var på mit værelse. Jeg lagde mig ned igen og fik den dejligste drøm i mit liv. Jeg sad på en stran og spiste kage, (jeg ved at for dig og alle normale folk at min drøm bare er en normal drøm, men jeg får altid mareridt så det er skøndt ikke at få det). Efter jeg havde spist kagen gik jeg i vandet og svømmede, resten af tiden.

Det blev endelig halloween alle jeg så var så uhyggelige. Jeg var selv et gående skelet. Da jeg kom til skolen skulle vi blive fordelt i tre hold (vi er firetyve børn i klassen) og get hvem jeg kom sammen med selvfølgelig Pia og Peter. Nu skulle vi ud på skattejagt ude i skolegården. Vi gik hen mod den første post der stod en sombi. Han skulle sige en hel masse, om hvor lang tid siden det var at han havde haft besøg af alle de uhyggelige og mærkelige mennesker, og alt muligt andet bras. "Karl syntes du at det her er sjovt, det syntes jeg nemlig ikke", sagde jeg. (Karl og jeg stod ved siden af hinanden). Jeg vændte mit hoved og så at Karl var væk. "Karl", råbte jeg. Men ingen svarede... Jeg stod stiv som en pind. Der stod jeg og så på det stæd hvor Karl havde stået. De andre gik bare. Jeg fulgte avtomatisk med, men mine øjne var stive, og blaje. Efter skattejagten gik jeg og kaldte på Karl, jeg gik over til posten hvor han var forsvunedt. Der lå kun en lille hilsen. Der stod:

Så hørte jeg stemmer de sagde:

"Men det var ikke mig", sagde jeg. De så på mig, og derefter så de på Pia og Peter. "Det var altså ham," sagde Pia. Peter nikkede med et uhyggeligt udtryk i ansigtet, og sagde "han er altså skyldig vi har beviser," han lagde et foto på boret. Der så man mig stå ved siden af Karl som var død. Da jeg havde set det sagde jeg "nej det var ikke mig". "Men vi har beviser det har du ikke", sagde Peter. To timer senere sad jeg i en fængselssælde.

Nu springer vi enogtyve år frem i tiden. Krigen var begyndt (krigen var anden verdenskrig). De to politimænd gik hen til det sted de fandt mig, og så seddelen nemlig den seddel hvor der stod at Pia og Peter var mordere). Nu ville de to politimænd tage til Danmark. Men Danmark var jo besat, så de ville løslade mig, men da de kom tilbage var fængselt bombet. Jeg så det ovenfra hos Gud.